OM MIG
Mit navn er Camilla Lender. Jeg er født i 1972 og er uddannet psykoterapeut på den 4-årige oplevelsesorienterede uddannelse fra Psykoterapeutisk Institut i København. Jeg er tidligere speciallærer for voksne og har også taget den holistiske naturlægeuddannelse til heilpraktiker, så jeg understøtter ofte mit psykoterapeutiske arbejde med min indsigt i, hvordan du helt naturligt kan støtte din krop og skabe mere velbefindende og indre ro.
Jeg har været ekspert og vært på programmet ”Det Roder” på TV2, fordi jeg udover min almindelige praksis også arbejder med klienter, som har problemer med rod eller er oprydningsudfordrede, som jeg kalder det. Jeg har derfor også firmaet ”Livsoprydning”. For mig er terapi også en form for oprydning og oprydning kan være meget terapeutisk. Se evt mere på livsoprydning.dk, hvis det kunne have din interesse.
Min vigtigste fokus er at leve autentisk, nærværende og bevidst og få skabt så meget flow, glæde og varme i mit liv som overhovedet muligt.
Der skal altid være plads til at bearbejde og mærke de svære følelser og bearbejde vores smerte, men vi må også være vågne og bevidste om alle de bittesmå situationer hver dag, hvor vi faktisk har mulighed for at træffe et selvkærligt valg og skabe en lille smule mere glæde, hygge eller skønhed i vores liv.
Privat bor jeg i et hus på Amager med min mand igennem 25 år og vores to børn på 10 og 17 år og vores lille hund.
Mig som terapeut
Som psykoterapeut arbejder jeg både intuitivt og analytisk.
Under vores samtaler møder jeg dig åbent, interesseret og omsorgsfuldt, lytter til hvad du har at sige og tuner intuitivt ind på dig og dine følelser og stemninger. Igennem samtalen opfordrer dig ind imellem også til at mærke, hvad der sker i din krop, mens du fortæller.
Jeg er samtidig analytisk stærk og rigtig god til at se sammenhænge og få øje på dine hæmmende overbevisninger og mønstre og gøre dem synlige for dig igennem vores samtaler.
Jeg er meget optaget af, hvordan vi kan bevidstgøre og bryde vores uhensigtsmæssige mønstre og de historier – narrativer – vi har skabt om os selv.
Vi bruger ubevidst vores narrativer og vores overbevisninger til at hæmme vores frie livsudfoldelse for at beskytte os selv, men når vi får øje på, hvordan vi faktisk holder os selv tilbage, og får bearbejdet den smerte, der ligger bagved, bliver det muligt at komme ud af sin puppe og folde vingerne ud..
Jeg elsker at se mine klienter blive mere trygge i livet og folde sig ud og blomstre.
Jeg har særlig erfaring med:
-
Moderrollen – hvordan klarer du den sårbare overgang til at blive nybagt mor?
-
Sorg – hvordan overlever man med sorg efter et dødsfald eller andre store tab?
-
Unge voksne – hvordan kommer du igennem den svære overgang til ansvarlig voksen?
-
Forældreskab – hvordan får I jeres livsværdier og opdragelsessyn til at mødes?
-
Parforhold – hvordan holder man liv i kærligheden i et langvarigt parforhold?
-
Livskriser – hvordan kan man være selvkærlig midt i en livskrise?